Min interesse for tekstilkunst og -kunsthåndværk er
livslang, men har for alvor taget fart de seneste 10 år. Inden da har jeg lavet
billedvævning, vævet metervarer, plantefarvet garn, syet børnetøj mm. Har været
tilknyttet flere kollektive butikker med salg af kunsthåndværk og beklædning.
Det har nærmest været en åbenbaring at gå fra at væve
billeder til at udtrykke sig i tekstilbilleder, da jeg har oplevet at de
teknikker, som jeg benytter mig af - og delvis selv har udviklet - i langt
højere grad udfordrer min kreativitet. Ligeledes bliver jeg inspireret af
stofferne med deres mønstre, farver og struktur. Den østrigske maler,
Friedensreich Hundertwasser (1928 - 2000) har betydet meget for mig mht.
komposition og farvevalg.
Man kunne kalde min stil naivistisk. Jeg elsker at
være i det umiddelbare og fabulerende rum. Samtidig søger jeg også at
formidle plads for refleksion i dét, jeg laver.
Materialerne til mine billeder er stoffer og tråd af
enhver art og farve - ofte finder jeg dem på mine rejser.
Alt er syet i hånden. Mine farvevalg tager oftest
udgangspunkt i min ide, men også i mine følelser.
Mit yndlingsmotiv er landskaber med huse og mennesker.
Jeg er specielt fascineret af huse. Huse er for mig lige så forskellige som
mennesker. Huse kan være ensomme, bedrøvede, festlige eller fornøjelige som
mennesker. Motiverne finder jeg overalt - det kan være et lille hus, som jeg så
får en hel by ud af. Jeg er konstant på jagt efter emner, der kan bruges i mine
billeder.
Når jeg begynder at arbejde på et billede har jeg en
rimelig fast idé, men jeg ender næsten altid et andet sted end oprindelig
planlagt. Det er derfor jeg elsker, når ”processen kører”, og jeg oplever en
frugtbar inspiration i interaktionen mellem mine oprindelige planer og dét, der
aktuelt sker i mine omgivelser.
Ud over mine tekstilbilleder, som er min store
lidenskab, laver jeg en del kunsthåndværk i form af æsker, stofskåle,
thehætter, bogbind m.m. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi også bruger kunsten
i hverdagen - fx på morgenbordet. Det er vigtigt for mig, at brugskunsten er af
lige så høj kvalitet som mine billeder.
Og så underviser jeg også lidt.
Jeg håber, at du synes om det, jeg laver. Hvis du har
lyst til at erhverve dig et billede eller lignende, er du velkommen til at
kontakte mig.
Med venlig
hilsen
Inger-Merete
Mortensen
59 50 42 15
mo@post3.tele.dk